Hvorfor vælge private sundhedsydelser?

Der kan være mange årsager til at vælge private sundhedsydelser. Det kan være ventetid på tilsvarende ydelser i det offentlige sundhedssystem, utilfredshed med offentlige tilbud eller ønske om supplerende eller længerevarende behandlings- eller udviklingsforløb. Det kan være ønsker om “second opinion” på diagnoser og behandlings- og udviklingsplaner. Det kan også være ønsker om anonymitet og undgåelse af registreringer i offentlige systemer, som motiverer til at vælge private sundhedstilbud.

Der er ingen tvivl om at vi har et godt og veludbygget offentligt sundhedssystem i Danmark. Men det offentlige sundhedssystem er også i disse år udfordret af stigende udgifter til nye avancerede behandlinger, store forventninger fra borgere samt økonomiske og politiske rammer.

Hvis du benytter private sundhedsydelser kan det give dig mulighed for at:

  • få hurtig adgang til behandlingen/sundhedsydelsen
  • vælge hvornår du vil behandles/modtage din sundhedsydelse
  • vælge hvor du vil have behandlingen/sundhedsydelsen
  • modtage behandlinger/sundhedsydelser som ikke tilbydes i det offentlige sundhedssystem
  • få længere personlig konsultation med autoriseret sundhedsfaglig person eller specialist

I de fleste tilfælde kan behandling/sundhedsydelser hos private udbydere modtages uden længere ventetid og med stor fleksibilitet ift. dine ønsker og behov.